En tennisalbue (på fagsprog kaldet lateral epikondylit) er en overbelastningsskade i albuen.
Den skyldes irritation eller småskader i senerne, der fæster på ydersiden af albuen, hvor underarmens strækkemuskler sidder fast.
Tennisalbue giver typisk smerter på ydersiden af albuen, når du griber, løfter eller arbejder med hånden. Du behøver ikke spille tennis eller padeltennis for at få det. Generne kan opstå ved arbejde, fritidsaktiviteter eller uden en tydelig enkeltstående udløser. [1,2]
Hos Kiropraktorhuset i Silkeborg undersøger vi albue og arm og hjælper dig med at finde en passende belastning. Et forløb kan omfatte øvelser, shockbælge, vejledning og manuel behandling med henblik på lindring og bedre funktion. Der findes ikke én behandling, der sikkert fjerner en tennisalbue, og desværre kan symptomerne være tilstede i flere uger eller måneder. [2]
Smerterne sidder ofte ved senefæstet på ydersiden af albuen og kan trække ned i underarmen. Det kan gøre ondt at hælde kaffe op, bruge værktøj, bære en pose eller løfte noget med hånden vendt nedad. Grebet kan føles svagere, fordi det gør ondt at spænde. [1]
Det er et problem omkring de sener, som blandt andet hjælper med at strække håndled og fingre. Tilstanden omtales ofte som en betændelse, men længerevarende senesmerter er mere sammensatte end almindelig betændelse og betyder ikke, at der er en infektion med bakterie eller virus. [1,3]
Smerter på indersiden passer til en anden problemstilling, ofte kaldet golfalbue. Føleforstyrrelser, markant krafttab eller smerter fra nakken kan give grund til at undersøge andre årsag. Ikke alle smerter omkring albuen er en tennisalbue.
Vi spørger til arbejdsopgaver, sport og ændringer i belastningen. Det er nyttigt at vide, hvilke greb eller løft der gør ondt, og hvor længe efterreaktionen varer. Fortæl også, hvad du allerede har prøvet, og om generne påvirker søvn eller arbejde.
Ved undersøgelsen ser vi på albue og håndled, tester relevante belastninger og vurderer muskler og senefæste. Nakke og nerver inddrages, hvis symptomerne gør det relevant. Formålet er både at vurdere, om mønstret passer til tennisalbue, og finde et brugbart udgangspunkt for øvelser. [1,3]
Scanning er ikke et fast første trin. Ved et typisk symptombillede kan en klinisk undersøgelse ofte være tilstrækkelig. Andre undersøgelser kan være nødvendige ved tvivl, skade eller et forløb, der ikke udvikler sig som forventet. [1,3]
Du får en forklaring og en plan, som tager højde for det, armen allerede skal klare. Et hjemmeprogram skal følge dine symptomer, og er ikke nødvendigvis anbefalet, hvis det sammen med en fysisk arbejdsdag konsekvent giver en stor forværring. Det skal tilpasses det rette stadie i dit forløb.
Vejledning og tilpasning af belastning er centrale dele af forløbet. Øvelser kan bruges til gradvist at genopbygge armens tolerance for greb og løft. Det er ikke nødvendigvis den hårdeste træning, der er det bedste sted at begynde. [1,3]
Manuel behandling kan eksempelvis omfatte mobilisering ved albuen eller arbejde med underarmens muskler. Formålet er at gøre belastning mere overkommelig. Klinisk har vi god erfaring med en kombination af øvelser samt væv- og manuelbehandling, men det er vekslende fra patient til patient.
Vi aftaler gerne et konkret mål, såsom lettere løft på arbejdet eller at kunne bruge et redskab i længere tid. Hvis en teknik gør mindre ondt under selve besøget, men ikke ændrer din hverdag, er det grund til at justere planen.
Tape eller en støtte kan afprøves som midlertidig hjælp, hvis det letter en bestemt aktivitet. Det skal ikke erstatte en plan for gradvis brug af armen. Hvis der er behov for mere støtte til træning eller arbejdsbelastning, kan en fysioterapeut indgå. [1]
Forbigående ømhed kan forekomme efter behandling. Vi gennemgår reaktioner og alternativer og tilpasser teknikken til dig. Chokbølge, laser eller andre tillæg er ikke en nødvendig standardpakke til alle med tennisalbue.
Se først på de mest krævende opgaver. Du behøver ikke stoppe al brug af armen, men gentagne tunge greb kan være værd at reducere i en periode. [1]
En aftale om progression kan være at øge én ting ad gangen, eksempelvis vægt eller gentagelser. Fortæl om tydelig og vedvarende forværring, så vi kan ændre doseringen. En øvelse skal ikke gennemføres for enhver pris, blot fordi den markedsføres som god mod tennisalbue.
Ved computerarbejde kan variation og pauser være mere brugbare end at lede efter én bestemt mus, som skal løse problemet. Ved sport kan udstyr og teknik være værd at gennemgå, men det skal knyttes til den belastning, der faktisk fremkalder generne.
Tennisalbue kan vare i måneder. Udviklingen varierer, og der er ikke grundlag for at love en bestemt behandlingstid. Vi vurderer både smerter og praktisk funktion, så fremskridt ikke kun handler om, hvor ømt senefæstet er ved tryk. [1,2]
Ved manglende fremgang overvejer vi igen, om symptomerne passer til diagnosen, om belastningen er realistisk, og om andre muligheder skal inddrages. Det kan være relevant med lægelig vurdering ved stærke eller vedvarende gener. [1]
Få hurtig vurdering efter en skade med stor hævelse, deformitet eller manglende evne til at bruge armen. En rød, varm og hævet albue med feber eller ny tydelig kraftnedsættelse kræver også anden afklaring end et almindeligt seneforløb. [3]
Du kan bestille undersøgelse hos Kiropraktorhuset på 86 81 40 10. Vi ligger på Torvet 10D i Silkeborg. Læs om kiropraktisk behandling og spørg om pris og relevante tilskud ved tidsbestillingen.
Ja. Belastninger i arbejde og fritid kan være relevante, og ikke alle har en tydelig udløser. [1,2]
Nej. Smerte og senens struktur hænger ikke så enkelt sammen. Symptomer og funktion skal vurderes samlet. [3]
Ikke som standard. En støtte skal have et konkret formål og bør vurderes på, om den hjælper en relevant aktivitet.
Det kan man ikke regne med. Kortvarig lindring og længerevarende resultat er forskellige forhold. Tal med lægen om fordele og ulemper, hvis en indsprøjtning overvejes. [3]
Når funktion og reaktion tillader gradvis øgning. Aftal konkrete trin frem for en dato, der ikke tager højde for din belastning.
[1] Patienthåndbogen om tennis og golfalbue. Fagligt opslagsværk. 28.08.2024.
[2] Wallis m.fl. om manuel behandling og øvelser ved tennisalbue. Cochrane systematisk review. 2024.
[3] Lægehåndbogen om epikondylit. Fagligt opslagsværk. 08.04.2025.